Dansk
Fodgænger
Forbund
i Helsingør

Forside
Dårlige trafikanter
Skam-pletter

Presse

PRESSEMEDDELELSE (29. januar 2007)

Fodgænger-hjemmeside i Helsingør

Den lokale fodgænger-afdeling har indviet ny hjemmeside, som udstiller lov-overtrædelser.

I efteråret blev lokale Karen-Margrethe Kundal udnævnt til Dansk Fodgænger Forbunds officielle repræsentant i Helsingør. Nu udvides de lokale aktiviteter med en hjemmeside, som bliver det daglige oplysningscenter for medlemmer og andre interesserede.

I lighed med Fodgængerforbundets landshjemmeside www.dfgf.dk vil den besøgende kunne finde generelle oplysninger, men nok så vigtigt er nogle af siderne viet til dokumentation af lokale overtrædelser af Færdselsloven og Vejloven.

-At vise lovovertrædelser er en funktion vi har haft på vores landshjemmeside i halvandet år, men vi mener at det har endnu større værdi at bringe lokale billeder, siger Karen-Margrethe Kundal. – Vore erfaringer viser at kendskabet til lovene er i forfald; mange voksne kender simpelt hen ikke lovene længere. Så på denne måde kan vi illustrere hvad der er forkert. Og måske hjælpe Helsingørs borgere til at undgå bøder fra politi og kommune.

Men er det lovligt at offentliggøre andres lovovertrædelser? Ja, når de selv skaber situationen, med en bevidst, forsætlig handling i det offentlige rum. Som på Fodgængerforeningens lands-hjemmeside vil der ikke blive vist billeder af hverken børn, meget gamle mennesker eller tydeligt indisponerede personer, men udelukkende voksne, velfungerende personer, som overtræder loven af ukendskab eller for egen fordel.

 

 

PRESSEMEDDELELSE (2. oktober 2006)

Ny repræsentant for fodgængerne i Helsingør

Dansk Fodgænger Forbund har fået en ny repræsentant i Helsingør kommune. Hun hedder Karen-Margrethe Kundal, og hun afløser den tidligere repræsentant Mikael le Dous, som vil hellige sig virket som landsformand.

Lokale repræsentanter for Dansk Fodgænger Forbund har som opgave at give fodgængernes problemer en lokal vinkel, og at samarbejde med det stedlige presse, politi og forvaltning. Dertil kræves et godt kendskab til lokale forhold, og det besidder Karen-Margrethe til fulde, idet hun har boet i Helsingør i 35 år.

-Jeg har aldrig tidligere set så mange mennesker cykle på fortovet, udtaler Karen Margrethe Kundal. –Nogle mener oven i købet at de har førsteret til det. Ligeledes er der alt for mange grundejere som bruger fortovet til opbevaring af jord eller grus i så lang tid at der gror ukrudt på det. Derfor passer det mig godt at få en mulighed for i Fodgængerforbundet at gøre noget for de svageste trafikanter.  Det er på tide at fodgængerne i Helsingør får tålelige forhold, siger Karen Margrethe, som kan kontaktes på telefon 49 22 31 40.

Dansk Fodgænger Forbund blev stiftet i 2005 med bl.a. disse formål:

Parkering og standsning skal forbydes på fortove. Hække skal klippes og skæres tilbage til skel. Færdselspolitiet skal være synligt i lokalområdet. Byggematerialer på fortovet skal være afmærket med kommunens tilladelse. Butiksskilte må ikke anbringes på fortovet til gene for fodgængerne. Cyklister og knallerter skal ikke køre på fortovet. Bilister skal overholde deres vigepligt.